Min egen historie
Da alt ændrede sig
I 1998 blev mit liv vendt på hovedet på et split sekund. En rideulykke gav mig alvorlige skader.
Min hest Quarter Horse Henry, blev forskrækket og bukkede og jeg valgte at springe af ham og landede på benene, men faldt baglæns ned på jorden med bagdelen og slog mit korsben og haleben.
Slaget på korsbenet gav (ved jeg i dag) et piskesmæld, ved højre skulderblad og højre side af nakken ved den øverste nakkehvirvel C1, også kaldet atlas. Og slaget forskubbede kraniet for langt frem på den øverste halshvirvel - Ud over selve slaget på bagdelen! Dvs. mit piskesmæld i nakken og på ryggen, ikke kom fra et slag på de to steder, men alene ved slaget på korsbenet, som forplantede sig op igennem rygsøjlen.
Følgerne var meget voldsomme. Jeg levede i en konstant tilstand af stress og kroniske smerter. Jeg havde kvalme, var svimmel, havde problemer med balancen, var søvnløs og havde synforstyrrelser.
Jeg sov ofte kun 2 timer ad gangen i det første halve år efter ulykken. Jeg havde også følelsesløshed i dele af kraniet, i tungen og ganen op mod øjet helt ud til højre øre. Også et stort område, på størrelse med to koteletter ved højre skulderblad ind mod rygsøjlen, var uden følelse. Ligesom min højre hånd i håndfladen også var følelsesløs.
Hver gang jeg trak vejret, og tog luft ned i lungerne, hvor ribbensbuen udvider sig, fik jeg et meget kraftigt smertejag, der lammede mig og gjorde jeg udviklede et lille, let åndedræt for ikke at få de kraftige smertejag. Men dét er kroppen jo ikke lavet til! Så jeg fik stort set spændinger overalt i hele kroppen pga. det! Og blev trist, modløs og meget bange for min fremtid, kun 28 år gammel!
Jeg kunne slet ikke tænke klart, ikke engang skrive en indkøbsseddel de første seks måneder. Selv en tur ud og handle, var en udfordring. Jeg kunne højst bære en pose frugt eller en liter mælk, og 1-2 lette varer mere, før kroppen sagde stop og jeg blev rigtig dårlig.
Jeg kunne næsten intet fysisk foretage mig, da jeg blev svimmel, fik kvalme og fik voldsomme smerter i nakken og bag skulderbladet. Derfor måtte jeg have `hjælp til det meste igennem 2 år! Og jeg tog 22 kg på!
Når systemet ikke slår til
Igennem de første to år, søgte jeg hjælp i det etablerede system og alternativ behandling: Praktiserende læger, speciallæger, kiropraktik, fysioterapi, akupunktur og zoneterapi. Intet hjalp mig!
Jeg kom i arbejdsprøvninger omkring år 2000. Men tiden og tempoet oveni belastningen fra de behandlinger, jeg ikke kunne tåle, gjorde bare mine symptomer værre og værre. Jeg blev presset af kommunen og pressede mig selv, fordi jeg så gerne ville livet. Jeg overbelastede mig selv igen og igen i mit hverdagsliv og i min fritid – Og fik det bare mere og mere dårligt!
Smerterne og søvnløsheden tog til hen af vejen. Jeg var spændt, som en flitsbue og var i konstant stress. Jeg var angst for, at jeg havde mistet min arbejdsevne. Jeg var frustreret over jeg ikke kunne passe mit eget hjem og kunne lave lige det mad jeg ønskede mig, at spise. Jeg kunne ikke foretage mig ret meget. Selv mine dyr måtte jeg have hjælp til at passe. Jeg ville så gerne være uafhængig, selv kunne bestemme hvor og hvornår og kunne klare mig selv.
Og ønskede dybtfølt igen, at kunne ride på mine heste. Og jo mere jeg tænkte på det og derved pressede mig selv, jo værre blev mine symptomer og jo mere ulykkelig blev jeg.
Jeg var til sidst så total udmattet, at jeg var tæt på at give op. Helt op!
En dag, da jeg indså, at selv en skåne uddannelse som Teknisk Designer med hjælpemidler, kunne jeg heller ikke klare, havde jeg fået nok og tænkte egoistisk: "Hvis livet skal være sådan her, så vil JEG ikke være her mere!!!" Og så fladt jeg udmattet i søvn og sov i et par timer. Da jeg igen vågnede op, vågnede jeg op på flere måder og tænkte:
"Nej – det skal f… være løgn!
Det er MIN krop og MIT liv. Hvis det etablerede system ikke kan hjælpe mig, så kan jeg selv!
Jeg har fået et liv i gave og dét vil jeg have noget ud af"
Min egen vej
Jeg besluttede at tage styringen selv. Jeg købte en lille Kina-notesbog og begyndte systematisk at skrive alt ned:
-
Hvad gik godt?
-
Hvad gik skidt?
Og evaluerede på det. Det, der gjorde mig dårligere, skar jeg helt væk i en lang periode på 6–12 måneder. Jeg var stort set kun hjemme og tog hensyn til mig selv og min krop! Det, der gav en smule energi eller lettelse, gjorde jeg mere af i nøje overvejede doseringer. Altid i bittesmå doser af aktiviteterne. Og når jeg mærkede det var godt, gjorde jeg lidt mere af det og satte træningen gradvist op. Men stoppede hele tiden op og reflekterede og afstemte kinabogen, som et budget.
Jeg opfandt min egen rytme:
-
Ét skridt frem
-
Stop helt op
-
Mærk efter
-
Reflektér & evaluer
-
Beslut næste skridt bevidst – eller bliv ved lidt længere på samme niveau.
Det var ikke en hurtig vej. Men det var en sikker og effektiv vej. Og det blev MIN vej og mit vendepunkt tilbage til livet!
Kroppen kan ikke tvinges
Min rejse lærte mig noget afgørende: Kroppen kan ikke presses til heling. Den skal mødes blidt, med respekt, rummelighed, forståelse, accept, tålmodighed og kærlighed. Først dér begynder den selv, at kunne finde sin vej til indre balance, heling og overskud.
Hjernen og kroppen er to forskellige ting under alvorlig stress og pres. Og hjernen er ikke nødvendigvis "klogere" end kroppen. Min krop blev udnævnt til kaptajnen på mit skib og hjernen fik en nedgradering til en plads i besætningen. Så "lysten" til alt muligt jeg ville... Ikke var styrende over hvad kroppen havde brug for, for at kunne komme til at restituere sig og gradvist blive bedre, stærkere og vel fungerende.
Det var den indsigt, der nogle måneder senere førte mig til kranio sakral terapi. Og her fik jeg den hjælp, der reddede mit liv på alle måder, så jeg i dag fungerer godt privat, i fritiden, kreativt og socialt. Og kan holde hus og lave mad, kan dyrke mine fritidsinteresser og jeg har haft fuldtidsarbejde siden 2002. Kort sagt: Leve Livet!
Og det ER et sandt mirakel! Intet mindre! - Og de sker, miraklerne! Og vi kan hjælpe dem på vej via omtanke og realistiske mål og træning.
Kranio sakral terapi arbejder med meget blide teknikker. Man kan ikke tvinge kroppen, til at gøre noget, den ikke selv er parat til at gøre med de blide teknikker. Som behandler er det vigtigt, at hvile i processen, at ting tager tid, så man ikke overbehandler. Kroppen kan så meget selv, hvis den bare får tid og ro til det. Og det er klientens opgave med gode råd og vejledning fra behandleren.
Jeg var ofte halv skidt en dag eller to efter behandling. Det gør kroppen, så den kan få ro til at restituere sig i ro og mag. Det kan jeg stadig godt blive, hvis der fx er gået 3 måneder imellem behandlingerne. Den dag i dag har jeg 4-6 uger imellem mine vedligeholds behandlinger ved gode kollegaer, fordi min krop har kroniske skader. Kroppen ved det bare ikke og den fikser mig løbende, fordi den kan ved hjælp af kranio sakral terapien.
Min daværende læge og min sagsbehandler troede ikke deres egne øjne, da de så mig komme mig.
Jeg sagde nej tak til førtidspension og kom i stedet på bistandshjælp, fordi jeg havde været sygemeldt i over to år. På bistandshjælp måtte jeg nemlig lave min egen arbejdsprøvning, hvor JEG bestemte! 6 måneder efter, i 2002 blev jeg raskmeldt og arbejde på fuldtid - og dét har jeg gjort lige siden!
Jeg tror på, at mange mennesker med begrænsninger, har uudnyttet kapacitet, fordi de ikke har lært sig, at samarbejde med deres krop og deres indre stemme. Mærke efter og reflektere og evaluere og se på, hvad der giver mening for kroppen og spørge dem selv, hvad der egentlig er ret og rimeligt for kroppen som den er her og nu...?
I stedet ligger deres fokus på, hvad de har lyst til og det skal gerne være "nu" eller helst i går! De mærker simpelthen ikke det, de har behov for. Hvis det er tilfældet, har "vi" noget at arbejde videre med i klinikken. Også selv om du måske selv har opgivet. Der er altid et håb! Og jeg vil gerne give det forsøget og gå vejen sammen med dig.
Min tilgang i dag
Min egen historie er grundlaget for, hvordan jeg arbejder den dag i dag. Jeg møder mine klienter med den samme respekt og tålmodighed, som jeg selv havde brug for dengang:
-
Vi arbejder i dit tempo
-
Vi tager et skridt ad gangen, er du sårbar tager vi helt små skridt
Jeg passer på dig og griber dig
Vi prøver og vi evaluerer, laver planer og drømmer
-
Vi stopper, mærker efter og tilpasser forløbet
For jeg tror på, at kroppen kan meget mere, end vi tror – hvis vi giver den tid, ro og plads til at hele.
Min krop er stadig min kaptajn på mit skip. Og hjernen med alle dens luner, ideer, tanker og lyst til, er stadig kun med i besætningen sammen med mine livsvigtige organer, fordøjelses systemet, skelettet og bindevævet og mine 80 % væsker. Vi arbejder nemlig sammen, holder møder, mærker efter og lytter til hinanden og handler derefter.
"LYST TIL OG BEHOV FOR
er ikke altid samme ting"
Karsten Munk
"Jeg kan klare det.
Men jeg kan ikke tåle det"
Chris MacDonald